Som freelanceskribent løber jeg fra tid til anden ind i problemstillinger, der virker åbenlyst urimelige. Det er altid en afvejning, hvornår man kan være bekendt at yde en frivillig håndsrækning uden at undergrave branchen, og hvornår man helt enkelt ikke kan være andet bekendt.
Jeg mødte i foråret første gang medlemmer af Foreningen Politiveteranerne i arbejdsmæssig sammenhæng. – Tidligere politibetjente med det tilfælles, at de har pådraget sig diagnosen PTSD som konsekvens af utallige belastninger under tjeneste. Som har ydet en indsats, der har tæret massivt på helbred og livskvalitet – og som alligevel ingen hjælp får fra Staten.
I fællesskab fik vi blæst deres budskab ud i det offentlige rum. Først i Weekendavisen og få dage herefter i Dagbladet Information. Og hermed fik vi – forhåbentlig – sparket en smule til den politiske debat.
