Jeg laver rigtig mange interviews i løbet af et år. Til artikler i aviser, magasiner og som cases for virksomheder, der har brug for at få et øje udefra, som kan fange essensen af et produkt eller en ydelse. Som journalist må man altid veksle mellem to fundamentalt modsatte måder at være tilstede på under et interview: Lyttende og åben, på ingen måder forudindtaget, men samtidig velforberedt og fokuseret. Som regel er balancen relativ uproblematisk og mængden af uforudsigelighed matcher fint den styring, der også er nødt til at være, når man skal have et given emne belyst.
Alt går sjældent som forventet i et interview, bevares. Men det meste gør … Og så er der bare det ene interview, der springe alle rammer for journalistisk magelighed og rutinemæssig rygsvømning.
Forleden fik jeg til opgave at tegne et portræt af et ungt par med Down-syndrom. Han: Verbalt abrupt og vanskelig at forstå. Hun: En sand drømmer med poesi i hjertet og forkærlighed for eventyr. Jeg var velforberedt, og alligevel endte interviewet et helt andet sted, end jeg havde forventet. Ikke ringere, men bare markant anderledes.
Var det let at interviewe et par, der i den grad ikke lod sig begrænse af en spørgende interviewer? Ikke specielt. For en flue på væggen har interviewet givetvis været et eksempel på hundesvømning i alle retninger for at lede efter den pind, der kunne udgøre et mønster.
Men det var interessant og i den grad en øvelse i at smide redningskransen og slappe af selv på det dybeste vand… Når spørgsmålet A besvares med en violinkoncert i miniformat, så er der nemlig ingen hjælp at hente i forberedelsen. Så er arbejdet alene overladt til intuition.
– Tak til Sidsel og Christian for at berige min dag og minde mig om, at alt kan ske! Altid!